Foto: Marie Gribel Vorum

Nedenstående er kopieret fra Ugebladets hjemmeside:

Lokal ildsjæl modtog ærespris


John Borgstrøms store indsats for Hørsholm Senior Idræt blev tirsdag eftermiddag hædret med Nordea-fondens kvartalspris 'Det gode liv'-prisen


Af Marie Gribel Vorum
 
Siden John Borgstrøm blev formand for Hørsholm Senior Idræt for snart fire år siden, er klubben vokset fra 319 medlemmer til 516 medlemmer. Det fortæller noget om den store indsats, som John Borgstrøm har lagt i klubben, og som han tirsdag eftermiddag modtog hæder for i form af Nordea-fondens kvartalspris 'Det gode liv'-prisen.
 

Sundhed og samvær.

"Hørsholm Senior Idræt holder ældre væk fra sygesengen og ud at møde andre mennesker, være aktiv, bruge kroppen og opbygge et socialt netværk. John Borgstrøm har brugt utroligt meget tid på klubben, han er virkelig en ildsjæl. Jeg tror ikke, at mange kommuner har en så stor aktiv seniorklub," sagde Nordeas lokale bankdirektør Leif Sonne-Mortensen, da han læste op fra den indstillig, som var grundlaget for at tildele John Borgstrøm 'Det gode liv'-prisen.
 

Pavestolt prismodtager

John Borgstrøm var overrasket og rørt over at modtage prisen, som medlemmerne af Hørsholm Senior Idræt havde indstillet ham til."Jeg føler jo, at jeg gør noget rigtigt, men måske ikke så meget, at jeg ligefrem skal have en pris for det. Jeg er meget rørt over, at medlemmerne og bestyrelsen på den måde viser, at de værdsætter min indsats. Derudover er jeg jo også pavestolt på foreningens vegne. Det er vigtigt, at vi profilerer os selv, så vi kan få endnu flere ældre i gang med en aktiv alderdom med motion og socialt samvær," sagde han.Læs mere i Ugebladet torsdag.
_________________

Fototekst:
Leif Sonne-Mortensen (th) kiggede forbi et møde i Hørsholm Senior Idræt og overraskede John Borgstrøm med et gavekort på 5.000 kr., et diplom og en stor buket blomster.
Hørsholm Senior Idræt | Hørsholm Hallen, Stadion Allé 5 | 2960 Rungsted Kyst | Tlf.: +4520746661 | kontakt@hsid.dk